Ude midt i et ørkenlignende landskab, midt imellem Isfahan og Shiraz ligger byen Abadeh. Herfra kommer nogle fantastiske tæpper. De er robuste og kan holde til at blive brugt i mange år, uden de kommer til at bære tydeligt præg af brug. Knudetallet er 160.000-360.000 pr. m2. Der anvendes hovedsageligt Senneh-knuder, og der er næsten altid brugt uld af en god kvalitet.

Afghanistan har stolte og gamle traditioner, når det gælder håndknyttede tæpper. Nomadefolk i det meste af landet har knyttet tæpper langt tilbage i historien. De afghanske tæpper har aldrig helt opnået den samme status som eksempelvis de persiske, kaukasiske og turkmenske tæpper har, men især de gamle afghanske tæpper var skønne kunstværker.

Kører man sydøst fra Yazd mod byen Kirman, kommer man til byen Shar-Babak. Tæpperne herfra er tættere end andre Afshar-tæpper, og farverne er mere afstemte. Mønstrene har ofte store, stiliserede medaljoner, der er fyldt ud med f.eks. Miribota eller stiliserede blomster- eller dyre- og fuglemotiver. Knytteren kan også have knyttet sit navn og årstal ind i tæppet eller en linje fra et vers. Tæpperne er knyttet på bomuld med Senneh-knuder og med en tæthed på 150.000-360.000 knuder pr. m2. Typisk for dem er, at de ofte har en kantsyning, som er lavet af bomuld i stedet for af uld som de fleste andre tæpper. Disse tæpper ses kun meget sjældent i handelen i dag og er betydeligt bedre og mere kostbare end de øvrige Afshar-tæpper.

I byen Ardebil knyttes i dag tæpper, hvis mønstre minder meget om de kaukasiske tæppemønstre. Det er store, geometriske medaljoner og stiliserede dyr og blomster i overvejende gyldne og lyse pastelfarver. Her knyttes også mange tæpper med Herati-mønster i rustfarver. Det er værkstedstæpper, og uldkvaliteten varierer meget. Kæde- og skudtråde er bomuld, knyttet med Ghiordes-knuder. Farverne er oftest syntetiske. Det er typisk tæpper, som kan købes til en forholdsvis overkommelig pris.

Tæppenavne som Natans, Aron og Ardekan ses ofte i handelen. Mønstermæssigt ligner disse tæpper Keshan-tæpperne til forveksling, men der er store forskelle. idet materialer og knytning ligger på et meget lavere kvalitetsniveau. Disse tæpper ligger da også i den billige ende af prisskalaen. De har typisk 100.000-250.000 knuder pr. m2. Det er tæppehandlerens ansvar at være ærlig eller vidende om, hvad han har med at gøre, så han benævner tæpperne rigtigt på prisskiltet med navne som Natanas-Keshan, Aron-Keshan, Ardekan-Keshan. Der knyttes også tæpper med Keshan-møsnter i Nadjafabad og helt i Mashad.

Bakhtiar, Kurdernes By.
En stor del af Bakhtiar-tæpperne bliver knyttet i og omkring byen Shahrecord af en befolkning, der tidligere levede en nomadetilværelse, men som i dag er blevet fastboende. Her knytter man med Senneh-knuder, og mønstrene er meget inspireret af Isfahan-tæppernes medaljoner og blomsterranker. De er dog ikke nær så fint knyttet. Knudetætheden er også her typisk 100.000-250.000 pr. m2.

Belouch-tæpper knyttes i den østlige del af Khorassan og hele vejen langs den iranske grænse til Pakistan og Afghanistan. De knyttes mest af Belouch-nomader, men også af fastboende i byerne Turbat-i-Jam og Turbat-i-Haidari samt i Firdaus. Det er som regel rolige tæpper med mange borter. Alle er knyttet med Senneh-knuder (persiske knuder). Kvaliteten på Belouch-tæpper er noget af det, der kan svinge allermest, og det er vanskeligt at angive et knudetal – det kan svinge helt fra 80.000 til 750.000 pr. m2.

Tæpperne fra byerne Bidjar og Tekab samt de omkringliggende landsbyer er berømte for den særlige knytteteknik, der er benyttet, samt den høje kvalitet. De er blandt de kraftigste tæppetyper, man overhovedet kan købe. De rigtige Bidjar-tæpper er nogle af de tungeste og i forhold til garntykkelsen tættest knyttede tæpper, man ser i handelen. (Generelt meget robuste og slidstærke tæpper)

Birdjand-tæppernes mønstre er Herati-mønster, indrammet i en stor, stiliseret medaljon og som oftest holdt i lys beige, blå, gyldne og orange farver. Kæde- og skudtråde er bomuld med en mellemhøj luv af god uldkvalitet. Tæpperne er knyttet med Senneh-knuder (persiske knuder). Knudetætheden er 200.000-400.000 pr. m2.

Tæpperne knyttes i det store område, nord for Iran, øst for Det Kaspiske Hav mod Afghanistan i øst. Bochara er et tæppenavn, man ofte hører, men det betyder ikke, at tæpperne er knyttet i byen.
Mønstrene er ofte tarantelmønstre eller en eller flere rækker af oktagoner, man kalder dem også for roser (Güll). Kontrastfarverne til den røde bundfarve er sort, indigo eller beige. Tæpperne knyttes på vandretliggende væve med uld i en god kvalitet og en tæthed på 160.000-500.000 knuder pr. m2.

Djozan finder man ligeledes tæt på grænsen til Arak-området. Tæpper herfra kan man både kvalitets- og mønstermæssigt udmærket sammenligne med tæpperne fra Saroug. Dog er der sjældent tale om kraftige, men snarere om mere dæmpede røde og blå farver samt indigo/mørkeblå. De ses ofte med medaljon på en indigofarvet bund med Herati-mønster. Djozan-tæpperne kan være lidt mere rustikke i udtrykket og har ofte et letgenkendeligt ”perlekædemønster” i hovedborten.

I byen Doroksh knytter man tæpper med de samme mønstre som i Moud-tæpperne. De er ofte signerede med enten tæppeknytterens eller værkstedets navn. Silke er almindeligt anvendt, og kvaliteten er lidt finere end Moud-tæppernes. I handelen koster de også lidt mere.

Edelgrund kelim og tæpper.
Kendte og anerkendte tæppehandlerfamilier som familierne Borhani og Mohammadzadeh, som er iranske tæppehandlere, står bag et nyt koncept med kelimtæpper og moderne knyttede tæpper. Navnet er Edelgrund og der er tale om tæpper i særklasse. Sammen med et par iranske tæppedesignere har de opstartet produktion af moderne, knyttede og kelimtæpper i Mazandaran-provinsen i det nordlige Iran. Deres koncept er rodfæstet i de gamle traditioner, selv om udtrykket er helt moderne. De anvender markedets bedste råmaterialer, både når det gælder uld og farver. Disse kelim væves i smalle baner, som nomaderne har gjort det i århundreder. Herefter syes de sammen, og der kan produceres tæpper i alle tænkelige størrelser på denne måde. Der er tale om moderne design. Mønstrene er gamle, traditionelle mønstre. Det er sammensætningen af dem og farveholdningen, der er ny. De er meget dekorative og hører til i den mere kostbare ende af prisskalaen for nyproducerede kelimtæpper, men det har sin berettigelse.

Ferahan, Farahan, Feraghan.
Her laves meget smukke tæpper i gode, tætknyttede kvaliteter. Den lokale uldkvalitet er glansfuld og god. Mange af de tæpper, der i dag knyttes i byen Ibrahimabad, bliver knyttet efter de gamle traditioner, og de er næsten de eneste, der endnu med rette kan kalde sig Ferahan. Mønstret er som oftest Herati-mønster (også kaldet Ferahan-mønster), som dækker hele tæppet, indrammet af en Herati-bort og flere små borter. Kæde- og skudtråde er bomuld, knyttet med Ghiordes-knuder, og knudetallet ligger på 200.000-500.000 pr. m2.

Gabbeh-tæpper er grove og meget rustikke nomadetæpper, som fortrinsvis bliver knyttet af Kashgai-nomader i Fars-provinsen i Sydiran. Gabbeh-tæpperne er meget enkle i mønstrene. Nogle af dem er næsten helt ensfarvede, bare knyttet af ubehandlede garner, som ulden er, når den klippes af fårene. Andre er stribede eller har få, primitive mønstre eller motiver med mennesker og dyr, som er rammet ind af en hovedbort. Selv om Gabbeh-tæpperne er meget groft knyttet, er de alligevel meget robuste på grund af de gode råmaterialer. Man kunne fristes til at tro, at Gabbeh-tæpperne er et forsøg på at lefle for moderne møbeldesign, men Kashgai-nomaderne har knyttet deres Gabbeh-tæpper i denne stil langt tilbage i tiden. Det nye på dette område er, at man er begyndt at bruge flere farver, end man gjorde tidligere. I dag findes Gabbeh-tæpperne i næsten alle tænkelige farver. De er også blevet så efterspurgte, at man er begyndt at producere dem på kommerciel basis uden for Fars-provinsen. De knyttes med 60.000-120.000 knuder pr. m2.

Garadje, Karadja, Karaja.
(Generelt robuste og slidstærke brugstæpper)
Nær Heriz knyttes Garadje-tæpper. De ses mest i små størrelser og som lange, smalle løbere med geometriske medaljoner. Kvaliteten er som oftest middel eller lidt under. Det er typisk robuste tæpper, som ikke er dyre i handelen. Dog er der samlere, som er på udkig efter de lidt ældre og finere eksemplarer. Kæde- og skudtråde er bomuld, knuden Ghiordes og knudetallet ligger på 80.000-150.000 knuder pr. m2. Farverne er typisk en blanding af naturfarver og syntetiske farver. Bardjid-tæpperne er sjældne at se i handelen i dag.

(Generelt meget robuste og slidstærke tæpper)
Nordøst for Bidjar ligger byen Goltug.
Tæpperne knyttes af fastboende kurdere. I 1970’erne havde disse tæpper ikke noget særligt godt ry, og kvaliteterne var for dårlige. Det har man heldigvis ændret på, og der er kommet nogle dejlige, rustikke og slidstærke tæpper på markedet derfra. Det er tæpper i mellemprisklassen, hvor man får megen kvalitet for pengene. Mønstrene er heksagon- og Herati-mønster samt små stiliserede dyr og blomster. Kæde- og skudtråde er bomuld, knytningen Ghiordes, og tætheden ligger på 150.000-300.000 knuder pr. m2. Farverne er typisk en blanding af naturfarver og syntetiske farver. I 1990’erne var der mange Goltug-tæpper på markedet. Det er ikke længere tilfældet.

(De fleste tæpper fra Hamadan-provinsen er gode brugstæpper. De er generelt robuste og slidstærke.)
Byen er centrum for et af Irans største tæppedistrikter. Hamadan-området er et stort område med mange hundrede landsbyer, som alle er kendte for deres egne mønstre og kvaliteter. Tæpperne herfra har deres egne navne, alt efter hvor de kommer fra, men da byen Hamadan er opsamlingsby for hele området, betegnes disse tæpper slet og ret som Hamadan-tæpper, også selv om de ikke er knyttet der.

Hereke, Anatolien.
Tyrkiske tæpper.
Tyrkiske tæpper er lige så ægte og originale som de persiske. De fine, antikke og gamle eksemplarer er da også både eftertragtede og værdifulde. Men arbejdslønnen i Tyrkiet er blevet for høj til, at der kan produceres kvalitetstæpper til overkommelige priser. Sammenlignet med de persiske tæpper er de tyrkiske forholdsvis dyre, og der produceres heller ikke så store mængder tæpper i Tyrkiet som tidligere. Tyrkiet er blevet et yndet rejsemål, og nogle tæpper fremstilles pri- mært med henblik på salg til turister. Der findes smukke, originale tæpper fra Tyrkiet i handelen, men der er blevet langt imellem dem, og man bør se sig godt for og være kritisk, hvis man over vejer at anskaffe sig et eksemplar.

Heriz, Heris. (Generelt meget robuste og slidstærke tæpper) Heriz-tæpperne knyttes på opretstående væve, og disse tæpper er et håndgribeligt bevis på, at knudetætheden ikke er ene om at bestemme et tæppes slidstyrke. Her er det den gode, smidige uld, der på trods af en ret grov knytning har vist sig at blive til et særdeles slidstærkt tæppe.
Heriz-tæpperne ses ofte i store størrelser, så her er det muligt at finde et stort tæppe til en yderst overkommelig pris. Dog kan de gamle og velbevarede eksemplarer være kostbare. Mønstret er typisk en geometrisk tegnet medaljon med store bladmotiver i midten og i hjørnerne. Farverne er ofte gyldne, rødbrune og blå samt lys beige. Kæde- og skudtråde er bomuld, og knytningen er Ghiordes. Knudetætheden er 90.000-180.000 knuder pr. m2.

Hosseinabad, Hussainabad.
Hosseinabad er en lille by syd for Hamadan. Her oplever man et typisk eksempel på de store udsving, der kan være i kvaliteterne. Herfra ses rene små perler, men også tæpper, der er ret simple i kvaliteten. Mønstret er gerne en rombeformet medaljon og Herati-mønster på rød bundfarve.

Isfahan, Esfahan, Ispahan, Espahan.
Isfahan-tæpper har i århundreder været særdeles værdsatte, og det har sandsynligvis været disse persiske tæpper, som europæerne først lærte at sætte pris på. Mange af disse tæpper blev skænket som gaver til konger, kejsere og fyrster, og det gjorde tæppekunsten kendt og eftertragtet verden over.
Nutidens tæpper fra Isfahan er stadig af en høj kvalitet, og de har de klassiske mønstre som medaljon med blomsterranker og smukke hjørnemotiver, have- og vasemotiver, samt ”mehrab” bedeniche med ”Livets Træ”, fugle og dyr.
Mange tæpper fra Isfahan i dag er knyttet på silkebund med Senneh-knuder og en knudetæthed fra 600.000 til godt og vel 1.000.000 knuder pr. m2.

I Kaukasus er der igennem tiderne blevet knyttet fantastiske tæpper. De gamle og antikke tæpper fra Kaukasus er meget eftertragtede blandt samlere, og nogle af dem er meget kostbare. Politisk uro samt kraftig russisk indblanding i tæppe- produktionen har betydet, at de kaukasiske tæppers glansperiode for længst er forbi, og der er kun meget begrænset produktion af håndknyttede tæpper i dag.

Der findes mange nomadestammer i området. De fleste kalder dem alle for Kashgai-nomader, men bag dette fælles navn findes mange individuelle stammer. Eksempelvis er stammerne Kashkuli, Bulli, Turki, Darashuri, Shisbuluki, Farsimadan, Safi Khani, Gallanzans, Rahimi og Qarachihi nogle af de vigtigste i området. Kvinderne fra disse stammer knytter stadig meget smukke tæpper. Man kunne have forestillet sig, at de ville knytte med tyrkisk knude på grund af deres tyrkiske baggrund. Sådan forholder det sig ikke helt. Specielt de ganske tætknyttede tæpper er typisk knyttet med den persiske knude (Senneh-knuden).

Der findes mange nomadestammer i området. De fleste kalder dem alle for Kashgai-nomader, men bag dette fælles navn findes mange individuelle stammer. Eksempelvis er stammerne Kashkuli, Bulli, Turki, Darashuri, Shisbuluki, Farsimadan, Safi Khani, Gallanzans, Rahimi og Qarachihi nogle af de vigtigste i området. Kvinderne fra disse stammer knytter stadig meget smukke tæpper. Man kunne have forestillet sig, at de ville knytte med tyrkisk knude på grund af deres tyrkiske baggrund. Sådan forholder det sig ikke helt. Specielt de ganske tætknyttede tæpper er typisk knyttet med den persiske knude (Senneh-knuden).

Byen Kashmar ligger sydvest for Mashad og har ikke nogen gammel tæppetradition at se tilbage på. Mønstrene er medaljon, blomster- og vasemotiver. Herati-mønster forekommer sjældent. Der er som oftest tale om lyse farver og pastelfarver. Kæde- og skudtråde er bomuld med en høj luv af meget varierende uldkvalitet. Knudetallet er 100.000-250.000 pr. m2. Tæpperne er knyttet med Senneh-knuder.

Produktionen af håndknyttede tæpper startede i Indien i det 16. århundrede. Man fik nogle dygtige, persiske tæppe- knyttere til at flytte til Indien og lære fra sig om tæppekunsten. Inderne producerer ligesom pakistanerne tæpper i hovedsageligt persiske mønstre. Kvaliteterne på de indiske tæpper er svingende, som det er tilfældet hos de andre tæppeproducerende lande. Der er blevet eksporteret mange tæpper, som ikke har gavnet de indiske tæppers ry, og det bliver der stadig. Men i de senere år er jeg flere gange blevet positivt overrasket over noget af det håndværk, jeg har set fra de indiske vævestole.

I Kaukasus er der igennem tiderne blevet knyttet fantastiske tæpper. De gamle og antikke tæpper fra Kaukasus er meget eftertragtede blandt samlere, og nogle af dem er meget kostbare. Politisk uro samt kraftig russisk indblanding i tæppeproduktionen har betydet, at de kaukasiske tæppers glansperiode for længst er forbi, og der er kun meget begrænset produktion af håndknyttede tæpper i dag.

Tyrkiske tæpper er lige så ægte og originale som de persiske. De fine, antikke og gamle eksemplarer er da også både eftertragtede og værdifulde. Men arbejdslønnen i Tyrkiet er blevet for høj til, at der kan produceres kvalitetstæpper til overkommelige priser. Sammenlignet med de persiske tæpper er de tyrkiske forholdsvis dyre, og der produceres heller ikke så store mængder tæpper i Tyrkiet som tidligere.

Kelardasht er et lille område, som ligger ved foden af Kelar-bjergene mellem Teheran og Det Kaspiske Hav. Mønstrene her er store og ensfarvede flader, indrammet af en stor, stiliseret medaljon eller heksagon med få stiliserede fugle eller dyr. Et Kelardasht-tæppe kan være meget interessant for dem, der ønsker en enkel og rolig mønsterudformning. Det er yderst charmerende tæpper i den gunstige ende af prisskalaen, men kvaliteten varierer meget. Det er tæpper, man jævnligt så i handelen i 1990’erne. De ældre eksemplarer er typisk bedre i kvaliteten. Kæde- og skudtråde er bomuld, og uldkvaliteten er god. Knuden er en Ghiordes-knude (tyrkisk knude), og knudetallet ligger typisk på 120.000-250.000 pr. m2.

Kelimtæppet er fladvævet og har altså ingen luv. Mønstret dannes af skudtrådene, der bliver helt dækket af kædetrådene. Denne teknik er beslægtet med gobelinteknikken. Skudtrådene indføres farvevis i den ønskede del af vævningens bredde. Mellem farvefelterne fremkommer de åbne spalter eller slidser, man ofte ser i kelim. De kan bevares åbne, men kan også syes sammen.
I nogle varianter af kelimteknikken væves de forskelligfarvede nabotråde sammen. På den måde undgår man, at der opstår slidser. Trådenderne kan være skjult i vævningen, der ser ens ud på begge sider, men de kan også hænge som løse tråde på bagsiden af tæppet.

De fleste Kelim bliver produceret i de samme lande, de samme steder, i de samme landsbyer og af de samme nomadestammer. Mønstrene, traditionerne og teknikkerne rækker langt tilbage i historien, og det er lige så vigtigt, at man bruger gode råmaterialer til et kelimtæppe som til et tæppe med luv. Kelimvævede tæpper og tekstiler kendes også fra oldtidens Egypten og fra flere andre egne af verden, som f.eks. Peru og Polen. Mest berømte er dog de orientalske kelim. F.eks. de safavidiske kelimtæpper fra 1500-1700-tallets Iran med silke-, guld- og sølvtråde, ligesom de persiske kelim fra Sanandaj (Senneh), de kaukasiske og de anatolske (tyrkiske) kelim. Størstedelen af de iranske kelim bliver produceret omkring Senneh i Char-Har-Mahal-provinsen og Fars-provinsen i syd samt endelig i
Mazandaran-provinsen i det nordlige Iran.

Kelimpuder fremstilles efter to forskellige principper. Der findes nogle som er lavet af gamle autentiske kelim og så er der dem som er helt ny producerede.
De fleste kelimpuder kommer til verden, når at større kelim skæres ned i størrelsen, ofte fordi det er for langt. Det overskydende stykke skæres så til, i passende størrelser, og der syes bagsider på. På denne måde bliver de til pudebetræk. Det kan også være fordi et kelim er blevet meget gammelt og slidt. Så skæres den ”sunde” del af tæppet op i passende stykker og laves til puder.
På samme måde laves der også tasker, punge og puffer samt patchwork-tæpper etc.
I nogle tilfælde bliver der vævet nye kelimstykker til fremstillingen. Dog har de ikke den patina som ofte er med til at gøre kelimpuderne så charmerende.
De fleste kelimpuder vi ser på markedet, kommer fra Tyrkiet. Der ses dog også kelimpuder som er fremstillet i Iran, Afghanistan, Indien og Pakistan.

Det Keshan-mønster, man oftest ser, er en central medaljon på blå, rød eller beige bundfarve og med hjørnemotiver. Bunden er typisk udfyldt med bladranker og blomster. Mange er signeret med navnet på knytteren eller mønsterdesigneren, eller man kan se navnet på værkstedet i signaturen. Hele motiver, f.eks. alle blomsterne, kan også være knyttet i ren silke. Keshan-tæpper i helsilke knyttes stadig, men de ses ikke så ofte i handelen. Der knyttes stadig smukke tæpper i Keshan i dag, og man fastholder med utrolig flid og nøjagtighed de traditionsrige, gamle mønstre. Tæpperne knyttes med Senneh-knuder på bomuldsbund, og luven er uld af fin kvalitet. Knudetætheden ligger på 250.000-800.000 pr. m2.

Kirman er kendt for fine tæpper med motiver af mennesker og dyr samt stribede tæpper, tæpper med stort ensfarvet spejl og medaljon samt tæpper med mange fine blomstermotiver. Nogle af de dyreste tæpper på markedet nogensinde er knyttet i denne provins. Ulden og farverne, især i de gamle tæpper herfra, er helt fantastiske. Knudetætheden kan svinge meget, mellem 250.000 og 750.000 pr. m2. De antikke eksemplarer har 500.000-800.000 knuder pr. m2.

Kolyai-tæpperne knyttes i Kurdistan.
Det er slidstærke og charmerende tæpper, som ofte knyttes i størrelser, der ikke er indrettet efter Vestens efterspørgsel. Det er tæpper, man køber med hjertet og ikke efter det ønskede mål til sofabordet. Uldkvaliteten er god, farverne er røde, blå, grønne, hvide og sorte. Kæde- og skudtråde er bomuld, og der er ofte kun frynser i den ene ende af tæppet. Knuden er Ghiordes. Knudetallet ligger på 125.000-200.000 pr. m2. (Generelt meget robuste og slidstærke tæpper)

(Generelt meget robuste og slidstærke tæpper)
Kolyai-tæpperne knyttes i Kurdistan.
Det er tæpper, man køber med hjertet og ikke efter det ønskede mål til sofabordet. Uldkvaliteten er god, farverne er røde, blå, grønne, hvide og sorte. Kæde- og skudtråde er bomuld, og der er ofte kun frynser i den ene ende af tæppet. Knuden er Ghiordes. Knudetallet ligger på 125.000-200.000 pr. m2.

Kirman er kendt for fine tæpper med motiver af mennesker og dyr samt stribede tæpper, tæpper med stort ensfarvet spejl og medaljon samt tæpper med mange fine blomstermotiver. Nogle af de dyreste tæpper på markedet nogensinde er knyttet i denne provins. Ulden og farverne, især i de gamle tæpper herfra, er helt fantastiske. Knudetætheden kan svinge meget, mellem 250.000 og 750.000 pr. m2. De antikke eksemplarer har 500.000-800.000 knuder pr. m2.

Gabbeh-tæpper er grove og meget rustikke nomadetæpper, som fortrinsvis bliver knyttet af Kashgai-nomader i Fars-provinsen i Sydiran. Gabbeh-tæpperne er meget enkle i mønstrene. Nogle af dem er næsten helt ensfarvede, bare knyttet af ubehandlede garner, som ulden er, når den klippes af fårene. Andre er stribede eller har få, primitive mønstre eller motiver med mennesker og dyr, som er rammet ind af en hovedbort. Selv om Gabbeh-tæpperne er meget groft knyttet, er de alligevel meget robuste på grund af de gode råmaterialer.

Luri-Fars, Luri-Abadeh, Luri-Bakhtiari, Luri-Varamin, Luri-Kirman m.fl. I nogle tilfælde kan man som fagmand tydeligt se, at tæppet er knyttet af lurier, men designet kan eksempelvis ligne et Abadeh-tæppe, så er det et Luri-Abadeh. De fleste Luri-tæpper har deres helt eget særpræg. De er som regel groft knyttede, med 80.000-120.000 knuder pr. m2. De er typisk knyttet af god kvalitetsuld, som er farvet med naturfarver, nogle gange kan de være helt silkeblanke.

Byen Malayer finder man i den østlige del af Hamadan-området, tæt på grænsen til Arak-området. Malayer-tæpperne kan i kvalitet og mønster sammenlignes med tæpperne fra Saroug og Djozan. De kan også minde lidt om tæpperne fra Ferahan, bl.a. fordi de er knyttet med en anderledes teknik og virker lidt tyndere. Man skal dog ikke tage fejl af kvaliteten, som især i de ældre eksemplarer kan være fantastisk god. Også her finder man ofte dæmpede røde og blå farver samt indigo/mørkeblå. Nogle tæpper fra Malayer har også ”perlekædemønstret” i hovedborten. Knudetætheden ligger typisk på 150.000-300.000 pr. m2.

I dag har Mashad stor betydning som tæppeby og er samtidig opsamlingsby for de tæpper, som de mange nomader i området producerer. Byen er berømt for sin gode uld. I selve byen Mashad knyttes gode, slidstærke tæpper. Mønstret er kultiveret og smagfuldt med en central medaljon, og bundfarven er oftest rød. Det er en let kendelig violetrød farve. Den får man, fordi man ikke som de fleste andre steder anvender kraprød, men kochenillerød ved indfarvningen. Der knyttes med Senneh-knuder (persiske knuder), og knudetallet ligger på 200.000-500.000 pr. m2.

De er kommercielt fremstillet og ligner tæpper som Ardebil, Moud eller Tabriz Marhi. De er typisk rustfar vede og fin- des til tider i meget fine kvaliteter. De oprindelige Sarab-tæpper har typisk en blanding af naturfar ver og syntetiske far ver. Tætheden er 120.000-180.000 knuder pr. m2. Mashayekhi-tæpperne har 360.000-750.000 knuder pr. m2.

Meshgin ligger nordøst for Ardebil. Her får man typisk et fornuftigt og charmerende tæppe til små penge. Det er mest løbere med stiliserede, lidt langstrakte medaljoner, der knyttes her. Farverne er ofte syntetiske, kameluldsfarvede, blå, beige og lidt røde. Kæde- og skudtråde er bomuld, og knytningen er Ghiordes. Knudetallet ligger på 80.000-250.000 pr. m2.

Tæpperne fra Djohseghan-området er dejlige tæpper. De ses ikke i store mængder, men er lette at kende på grund af deres markante mønstre. Det interessante er, at disse mønstre ikke har ændret sig i flere hundrede år. De farver, der benyttes, kan både være naturfarver og kemiske farver. Ulden er af forholdsvis god kvalitet. Tæpperne kommer fra fire byer i området, som ligger tæt op ad hinanden.

Moud-tæppernes mønstre er runde medaljoner med Herati-mønster som fyldmønster og runde hjørnemotiver med blomsterranker. Farveholdningen er lys beige, blå og gyldne farver. Man ser sjældent de røde farver i Moud-tæpperne. Kvaliteten er god, der er ofte anvendt silke til at fremhæve mønstrene. Knuden er Senneh og luven mellemhøj og af god kvalitet. Knudetallet ligger på 250.000-500.000 pr. m2. Når man skriver om tæpperne fra Moud, bør man nævne Armini-familien, som har stået for produktionen af nogle af de bedste tæpper fra området i nyere tid.

De originale tæpper fra Nain hører til blandt de fineste og bedste, man knytter i Iran. Mønstrene er smukke og harmoniske, ofte med fugle og blomsterranker eller ”mehrab”, bedeniche med mosaikmønstre. Mest anvendt er shah Abbas-medaljonmønstret. Farverne er for det meste holdt i lys creme, blåt, lyseblåt og gyldent. Man ser også tit mønstrene fremhævet af en fin silkekant rundt om hvert mønster, kaldet highlights. Kæde- og skudtråde er typisk bomuld. Tæpperne er knyttet med Senneh-knuder. Tætheden er 300.000-1.000.000 knuder pr. m2.

Sammenlignet med de persiske tæpper er de tyrkiske forholdsvis dyre, og der produceres heller ikke så store mængder tæpper i Tyrkiet som tidligere. Tyrkiet er blevet et yndet rejsemål, og nogle tæpper fremstilles pri- mært med henblik på salg til turister. Der findes smukke, originale tæpper fra Tyrkiet i handelen, men der er blevet langt imellem dem, og man bør se sig godt for og være kritisk, hvis man over vejer at anskaffe sig et eksemplar.

Nanaj finder man ca. 70 km syd for Hamadan. Tæpperne herfra er ofte i ”all over-design”, altså uden medaljon. Det er ofte brede løbere eller større tæpper, man ser, med en rød eller indigo bundfarve, dekoreret med store, rustikke blomstermotiver. Ulden er som regel af ret god kvalitet, og der anvendes ofte naturfarver. De er som de fleste andre tæpper fra dette område robuste og slidstærke tæpper. Knudetallet er 120.000-200.000 pr. m2.

I Char-Har-Mahal og Baktiari-provinsen finder man også den lille by Naisrabad, lidt syd for Isfahan. Det er ofte meget hårdt bankede tæpper, som er knyttet med 120.000-320.000 knuder pr. m2. De har typisk store, ensfarvede flader i rød, blå eller beige, med stilistiske dyremotiver og anker-medaljon. De er ligesom de fleste andre tæpper i dette område knyttet af god kvalitetsuld, som er farvet med naturfarver. Her anvendes både Ghiordes- og Senneh-knuder. Blandt de egentlige Bakhtiar-tæpper er de mest kendte tæppenavne Tschalschotor, Bibibaft, Armanibaft, Zamann og Shahrecord.

I nogle tilfælde ser man en kombination af knytning og vævning i samme tæppe. Det er de såkaldte Nim-baft-tæpper. ”Nim” betyder halv og ”baft” betyder knyttet. Der er altså områder på tæppets overflade, som er fladvævede, udført i kelim eller soumak-teknik, og områder som er knyttet med luv. De har en særlig reliefvirkning og er til tider meget dekorative og kunstfærdigt udført.
De fleste af de Nimbaft der produceres i Iran kommer fra området omkring Sirdjan i syd.

De vigtigste centre for tæppefremstilling i Kina har været Beijing, Shanghai og Tientsin. Indtil for nylig foregik produktionen af håndknyttede tæpper i fabrikker, som i nogle tilfælde beskæftigede flere end tusinde medarbejdere.
Ulden i luven er typisk af god og langfibret kvalitet. Garnerne er maskinspundet og far vet med syntetiske far ver. Møn- strene på de kinesiske tæpper kan ofte være hentet fra gamle silkestoffer, som blev fremstillet langt tilbage i tiden. De kan også være inspireret af keramik, lakarbejder og andre former for kunsthåndværk. Kinesiske mønstre er typisk bygget op på et strengt geometrisk grundlag.

Gouchan-tæpper, Kurdi-Belouch, Ghombad-Ghabuz knyttes i området vest, nord-vest for Mashad af nomader og fastboende bønder. Mønstrene er enkle med motiver som f.eks. vædderhorn, skorpioner, oktagoner og store stiliserede medaljoner. Nogle af motiverne er ofte knyttet i silke. I det hele taget er de meget inspireret af mønstrene fra Azerbadjan-området (det nordvestlige Iran og grænseområdet til Tyrkiet og Rusland). Der er tale om varme røde, gyldne, orange og sorte farver. Ulden farves med naturfarver, og knytningen er Senneh-knuder. Kæde- og skudtråde kan både være uld, bomuld og silke. De kan have op til 750.000 knuder pr. m2.

Qum er særligt berømt for sine silketæpper, som hører til blandt verdens fineste. Mr. Rashti Zadeh er ikke kun berømt i Qum, men i det meste af verden som knytter og designer. Tæpper med hans signatur er meget eftertragtede samlerobjekter.
slidstyrken i et silketæppe er meget bedre, end de fleste tror. Det er jo et naturmateriale og må gerne ligge på gulvet. Der knyttes ikke udelukkende silketæpper i Qum. En stor del af tæpperne er knyttet med uld på bomuldsbund. Her ses ofte såkaldte highlights af silke i luven. Silken bruges ofte til at fremhæve et mønster eller til et helt motiv, f.eks. fugle eller blomster. Qum-tæpper, hvor man udelukkende har anvendt uld til luven, er i reglen vævet af fint spundet uld af god kvalitet.

Qum er særligt berømt for sine silketæpper, som hører til blandt verdens fineste. Mr. Rashti Zadeh er ikke kun berømt i Qum, men i det meste af verden som knytter og designer. Tæpper med hans signatur er meget eftertragtede samlerobjekter.
slidstyrken i et silketæppe er meget bedre, end de fleste tror. Det er jo et naturmateriale og må gerne ligge på gulvet. Der knyttes ikke udelukkende silketæpper i Qum. En stor del af tæpperne er knyttet med uld på bomuldsbund. Her ses ofte såkaldte highlights af silke i luven. Silken bruges ofte til at fremhæve et mønster eller til et helt motiv, f.eks. fugle eller blomster. Qum-tæpper, hvor man udelukkende har anvendt uld til luven, er i reglen vævet af fint spundet uld af god kvalitet.

Rizbaft-tæpperne er også en slags Gabbeh-tæpper. De er bare noget finere knyttet. Riz betyder fint og baft betyder knyttet, så Rizbaft-Gabbeh betyder altså fint knyttede Gabbeh. Design og oprindelse er den samme som hos Gabbeh-tæpperne. Luribaft-Gabbeh er typisk fine i kvaliteten, ligesom Rizbaft-tæpperne er det. Som navnet antyder, er de knyttet af Luri-nomader i stedet for af Kashgai-nomader. De findes ligesom Gabbeh og Rizbaft-Gabbeh i mange forskelige farver og mønstre. En del af disse tæpper knyttes i dag også af fastboende landsbyfolk. De knyttes med et knudeantal på 160.000-360.000 pr. m2.

Pakistan har ikke så gammel tradition at bygge på, når det handler om tæppeproduktion, som eksempelvis Iran. Ulden er et af de tydeligste kendetegn på pakistanske tæpper. Den virker blødere end andre uldtyper, som anvendes til tæppeknytning, og kan virke lidt fedtet. Det skyldes, at den ofte er tilsat glycerin, som gør den mere skinnende. Det var mest tæpper med klassiske mønstre som eksempelvis bochara-mønster, man så før i tiden. I dag bliver der knyttet alle tænkelige mønstre i Pakistan, både klassiske og moderne. Der er store udsving i kvaliteterne, som til tider kan være ret gode.

Sarab-tæpperne har ofte en lidt langstrakt heksagon, og farverne er gerne domineret af kameluldsfarvet uld. Man ser også nyere, anderledes tæpper herfra, som kaldes for Sarab Mashayekhi (Mashayakhi). De er kommercielt fremstillet og ligner tæpper som Ardebil, Moud eller Tabriz Marhi. De er typisk rustfarvede og findes til tider i meget fine kvaliteter. De oprindelige Sarab-tæpper har typisk en blanding af naturfarver og syntetiske farver. Tætheden er 120.000-180.000 knuder pr. m2. Mashayekhi-tæpperne har 360.000-750.000 knuder pr. m2.

Tæpperne hører til blandt de mest slidstærke i Iran, men også her er der eksempler på tæpper i farver og uldkvaliteter, som langt fra lever op til det, man tidligere kunne forvente. Farverne er smukt afstemte i varme, dæmpede nuancer, men også kraftige, røde og blå farver anvendes, dog stadigvæk smukt sammensatte. Kæde- og skudtråde er bomuld, og for det meste anvendes Ghiordes-knuden, men Senneh-knuden ses også. Knudetætheden svinger meget og kan være på 150.000-600.000 pr. m2. (De fleste tæpper fra Arak-området er gode brugstæpper. Der er generelt anvendt god uld og tæpperne er slidstærke.)

Saroug-Mir-tæpperne minder i struktur meget om Saroug-tæpperne. De bliver knyttet flere steder i Arak-området, men særligt i og omkring byen Mirabad. Det er også gode og slidstærke tæpper. Typisk for Saroug-Mir-tæpperne er det gennemgående Mir-mønster (Mir-i-Boteh) over hele tæppet på en ensfarvet blå, rød eller beige bundfarve, indrammet af en Serabend-bort som hovedbort og flere småborter. Disse tæpper er sjældent særligt fint knyttet, de har typisk 80.000-200.000 knuder pr. m2, men da der som regel er anvendt en god uld, er det gode, slidstærke tæpper, som ofte kan købes til overkommelige priser. (De fleste tæpper fra Arak-området er gode brugstæpper. Der er generelt anvendt god uld og tæpperne er slidstærke.)

Senneh-tæpper knyttes i og omkring byen Senneh (Sanandaj). Det er det tæppeområde i Kurdistan, hvor de fineste tæpper knyttes, forstået på den måde, at tæpperne knyttes af garner, der er spundet finere og derfor kan knyttes tættere. Mønstrene er ofte Herati-mønster, indrammet i en stor rombeformet zigzagmedaljon, eller tre heksagoner på ensfarvet rød eller blå bundfarve med Herati-mønster som fyldmønster. Senneh-knuden har fået sit navn efter byen Senneh. I dag knytter man imidlertid med begge knudetyper, både Senneh-knuder og Ghiordes-knuder. Kæde- og skudtråde er bomuld, og tætheden er 250.000-500.000 knuder pr. m2. (Generelt meget robuste og slidstærke tæpper)

Tæpperne herfra er tættere end andre Afshar-tæpper, og farverne er mere afstemte. Mønstrene har ofte store, stiliserede medaljoner, der er fyldt ud med f.eks. Miribota eller stiliserede blomster- eller dyre- og fuglemotiver. Knytteren kan også have knyttet sit navn og årstal ind i tæppet eller en linje fra et vers. Tæpperne er knyttet på bomuld med Senneh-knuder og med en tæthed på 150.000-360.000 knuder pr. m2. Typisk for dem er, at de ofte har en kantsyning, som er lavet af bomuld i stedet for af uld som de fleste andre tæpper. Disse tæpper ses kun meget sjældent i handelen i dag og er betydeligt bedre og mere kostbare end de øvrige Afshar-tæpper.

I Kaukasus er der igennem tiderne blevet knyttet fantastiske tæpper. De gamle og antikke tæpper fra Kaukasus er meget eftertragtede blandt samlere, og nogle af dem er meget kostbare. Politisk uro samt kraftig russisk indblanding i tæppe- produktionen har betydet, at de kaukasiske tæppers glansperiode for længst er forbi, og der er kun meget begrænset produktion af håndknyttede tæpper i dag.

Sirdjan-Afshar-tæpper knyttes ligeledes af fastboende afsharier i og omkring byen Sirdjan. Også her knyttes med Senneh-knuder på bomuldsbund, og farveholdningen er blå, rød og creme. Kvaliteterne herfra er meget varierende, og tæpperne hører til i den billige ende af skalaen. Knudetætheden kan være helt nede på 80.000 pr. m2. I min læretid i Hamborg har jeg solgt i hundredevis af den slags tæpper til især skandinaviske tæppehandlere. De ses dog ikke længere i de store mængder som dengang.

Nogle ting har kelimtæpperne dog til fælles med luvtæpperne. De fleste af dem bliver produceret i de samme lande, de samme steder, i de samme landsbyer og af de samme nomadestammer. Mønstrene, traditionerne og teknikkerne rækker langt tilbage i historien, og det er lige så vigtigt, at man bruger gode råmaterialer til et kelimtæppe som til et tæppe med luv. Endelig er der kopierne, som man skal være opmærksom på ligesom hos luvtæpperne. Kelimtæppet er fladvævet og har altså ingen luv. Mønstret dannes af skudtrådene, der bliver helt dækket af kædetrådene. Kelimvævede tæpper og tekstiler kendes også fra oldtidens Egypten og fra flere andre egne af verden, som f.eks. Peru og Polen. Mest berømte er dog de orientalske kelim. F.eks. de safavidiske kelimtæpper fra 1500-1700-tallets Iran med silke-, guld- og sølvtråde, ligesom de persiske kelim fra Sanandaj (Senneh) samt de kaukasiske og de anatolske (tyrkiske) kelim.

I Tabriz har fremstillingen traditionelt været baseret på eksport, og kvaliteterne varierer, lige fra den groveste kvalitet i dårlig uld til den fineste luksuskvalitet i den bedste uld med silke i luven. Når man ser bort fra de allerdårligste kvaliteter og fokuserer på de fine kvalitetstæpper, kan man sige, at Tabriz-tæpperne hører til blandt Persiens bedste. Tabriz er også kendt for billedtæpper, altså tæpper knyttet som landskaber, portrætter og lignende. Man kan ikke sige, at Tabriz har sine egne letgenkendelige mønstre.

Byen Tafrish finder man nordøst for Arak i retning mod Teheran. Tæpperne herfra bliver ofte kvalitetsmæssigt sammenlignet med et godt tæppe fra Hamadan-området. De er dog mere finkornede, og mønstret er let at kende på den lidt specielle, tungede medaljon. Farverne er fint afstemte og kontrastrige. Ulden er sædvanligvis god, men kan svinge noget i kvalitet. Kæde- og skudtråde er bomuld, knuden er en Ghiordes-knude (tyrkisk knude), og knudetallet er 150.000-300.000 pr. m2. (De fleste tæpper fra Arak-området er gode brugstæpper. Der er generelt anvendt god uld og tæpperne er slidstærke.)

De turkmenske tæppers historie og skæbne minder om de kaukasiskes. De gamle og antikke tæpper fra Turkmenistan er meget eftertragtede blandt samlere, og nogle af dem er meget kostbare. I Turkmenistan er der til gengæld i dag stadig en ret omfattende produktion af tæpper, om end prisniveauet også er stigende her. Det er typisk gode, slidstærke tæpper i røde farver til overkommelige priser.

Byen Veramin ligger ca. 45 km sydøst for Teheran. Her er man kendt for at knytte tæpper med Mina Khani-mønster. Tidligere blev mønstret også anvendt i tæpper fra andre områder, men i dag ses det stort set kun i Veramin-tæpper. Det er for det meste smukke og slidstærke tæpper af en udmærket uldkvalitet, og bundfarven er ofte beige eller en smuk mellemblå/mørkeblå farve. Kæde- og skudtråd er bomuld, og knuden er en Senneh-knude. Knudetallet er 200.000-400.000 pr. m2.

Yalameh-tæpperne er lyse, gyldne og cremefarvede med kontraster i indigo, sort og lyse blålige og grønlige farver. Ulden er typisk i en god kvalitet og farvet med naturfarver. De er knyttet på uldbund med 180.000-360.000 knuder pr. m2, og der anvendes både Ghiordes- og Senneh-knuder. Yalameh-tæpperne overrasker mange ved at være mere slidstærke, end man umiddelbart skulle tro. De kan godt virke lidt løse i det, når man rører ved dem, men det er, fordi de er knyttet på uldbund. De bedste af dem knyttes i landsbyerne Talkhooncheh og Aliabad. De betegnes blandt tæppehandlere som Yalameh-Aliabad.

Tæpperne knyttes i det store område, nord for Iran, øst for Det Kaspiske Hav mod Afghanistan i øst. Tæpperne knyttes af nomader, halvnomader og landsbyfolk.
Der knyttes mange forskellige tæpper i området og af mange forskellige nomadestammer. Fælles for dem alle er den dominerende røde farve, som ses i mange nuancer. Bochara er et tæppenavn, man ofte hører, men det betyder ikke, at tæpperne er knyttet i byen. Den er en vigtig opsamlingsby for området, og tæpperne bliver derfor kaldt Bochara-tæpper. Mønstrene er ofte tarantelmønstre eller en eller flere rækker af oktagoner, man kalder dem også for roser (Güll). Kontrastfarverne til den røde bundfarve er sort, indigo eller beige. Tæpperne knyttes på vandretliggende væve med uld i en god kvalitet og en tæthed på 160.000-500.000 knuder pr. m2.

Zageh og Azadabad ligger nordvest for Hamadan. Mønstret er ofte en aflang, stiliseret medaljon med Herati-mønster, indrammet af en Serabend-bort. Eller mindre tæpper og løbere med zigzag-mønster. Disse tæpper hører kvalitetsmæssigt til middel eller de bedre fra området. (De fleste tæpper fra Hamadan-provinsen er gode brugstæpper. De er generelt robuste og slidstærke.)