Hvorfor det er vigtigt at vælge erfarne specialister til at vaske og rense dine tæpper eller kelim

Få dine tæpper eller kelim vasket af kompetente fagfolk i Belle

Vi vasker ikke selv tæpperne men har mere end 50 års erfaring med at få hvert enkelt tæppe vasket det helt rigtige sted. Vi ved nemlig at ingen tæppevaskerier er lige dygtige til at vaske alle slags tæpper og kelim.

Læs meget mere om tæppevask herunder.

Kontakt Martin Munkholm direkte på telefon: 20290429 eller mail: martin@belle.dk

Det er vigtigt at få vasket kelim og ægte tæpper det rigtige sted af kompetente fagfolk

Der findes mange tæppevaskerier men det er en kunst at vide hvem der er bedst til at reparere eller vaske hver enkelt tæppetype. Der er nemlig ikke nogen der er lige gode til at vaske og reparere alle slags tæpper.

Tæppet må ikke renses kemisk så ulden bliver affedtet! Ægte tæpper og kelim skal vaskes nænsomt med særlig stor forsigtighed.

Familien Munkholm er specialister i at sende tæpperne de rigtige steder hen så de bliver behandlet korrekt.
Herunder findes information om hvordan tæpperne vaskes i Iran efter de er taget ned fra væven. I Europa bliver tæpperne vasket på lignende måder, dog mere nænsomt i de fleste tilfælde.

Information om vask af ægte tæpper

Når tæpperne skal vaskes, er det vigtigt, at de bliver behandlet korrekt. Her kan man ved fejlbehandling ødelægge flere måneders knyttearbejde på et øjeblik.

Når tæppet klippes ned af væven, er det stift som et bræt. Flere måneder eller år på væven har gjort det stift af støv og snavs.

I de landsbyer og nomadesamfund, hvor de naturlige forhold er til det, vasker man stadig i få tilfælde tæpperne i floderne, som man altid har gjort, og lægger dem til tørre i solen. Det ses dog ikke så ofte, fordi de professionelle vaskerier har meget bedre forudsætninger for at opnå et godt resultat.

I byerne findes store vaskerier, som har specialiseret sig i at vaske forskellige tæppetyper. Der er forskellige fremgangsmåder at vaske tæpperne efter. Hvert vaskeri har sine opskrifter og metoder, de er hemmelige og går gerne i arv fra generation til generation.

Der bruges kemikalier eller natursæber i vaskeprocessen, forskelligt fra vaskeri til vaskeri. Først og fremmest er det for at få tæppet rent, men i nogle tilfælde er det også for at ændre på far ven i tæppet. Der var eksempelvis for nogle år siden stor efterspørgsel på tæpper i brunlige nuancer. De tæpper, der oprindeligt var knyttet i meget røde farver, fik en speciel vask med kemikalier. Her blev ofte anvendt klor. Far ven blev ad den vej ændret til de brunlige og gyldne nuancer. Ved denne hårde behandling nedsættes tæppets slidstyrke væsentligt, og tæppets ”sjæl” går tabt. Med lignende metoder, nemlig med kemikalier, især klor, kan man få et nyt tæppe til at se antikt ud på 14 dage.

Kvalitetstesten i en vaskeproces

Der findes mange metoder til at opnå forskellige resultater. Vaskeprocessen har stor betydning for tæppets endelige fremtræden. Derfor er det meget vigtigt, at vi som tæppehandlere kender vores vaskerier godt. Det vaskeri, som vasker den ene slags tæpper helt perfekt, vil måske nærmest ødelægge andre tæppetyper på grund af manglende erfaring med netop denne tæppetype.

Lige syd for Teheran findes mange tæppevaskerier, fordi klimaet her er velegnet til formålet. Vi har besøgt adskillige af dem for at lære noget om denne del af processen. At vaske et tæppe er faktisk en kunstart. Vi taler meget gerne med de ansvarlige for at lære om mulighederne og begrænsningerne inden for faget. For at mestre denne kunst skal man have følelse, forståelse og respekt for det store forarbejde, der ligger til grund for tæppets tilblivelse. Ikke mindst skal man have erfaring og viden om tæppets råmaterialer. Man skal kunne fornemme tæppets ”sjæl” og via den rigtige vask fremhæve uldens eller silkens naturlige glans samt tæppets særlige personlighed.

Typisk må man, inden man begynder på selve vasken, skylle tæppet godt på for- og bagside med en speciel væske for at stabilisere farverne og undgå farveudløb. Denne væske skal man sørge for at presse godt ind i tæppets inderste fiber. Derefter vaskes tæppet med en form for sæbe. Overskudsulden skrabes af med noget, der mest af alt ligner et hakkejern. Tæppet skylles mange gange i rent vand og centrifugeres derefter i en stor centrifuge, for til sidst at blive lagt til tørre i solen. Hvis farverne i tæppet er lidt for kraftige, får det lov at ligge lidt længere i solen for at dæmpe farverne. Det skader nemlig ikke slidstyrken, og tæpperne fra sådanne vaskerier lugter ikke kraftigt af klor.

De fleste vaskerier anvender en smule klor i processen. Et tæppe må godt lugte ganske lidt af klor, hvis man fugter det og stikker næsen helt ned i luven. Det bidrager til at få tæppet helt rent, og forebygger mølangreb. Men det må ikke lugte kraftigt af klor, hvis man gør det lidt fugtigt. Overdrevet brug af klor er skadeligt for tæppets råmaterialer.

Når man har set den ret hårdhændede behandling, tæppet udsættes for under vaskeprocessen, forstår man godt, at det ved normalt brug herhjemme kan holde i mange år. Man kan vel nærmest sige, at vaskeprocessen er en slags kvalitetstest i sig selv.