Om Gypsy

Goltug, Gholtogh, Koltuk, Koltug(Generelt meget robuste og slidstærke tæpper) Nordøst for Bidjar ligger byen Goltug. Tæpperne knyttes af fastboende kurdere. I 1970’erne havde disse tæpper ikke noget særligt godt ry, og kvaliteterne var for dårlige. Det har man heldigvis ændret på, og der er kommet nogle dejlige, rustikke og slidstærke...

Læs mere

Der blev ikke fundet nogle varer, der matcher dit valg.

Mere om Gypsy

Goltug, Gholtogh, Koltuk, Koltug
(Generelt meget robuste og slidstærke tæpper)
Nordøst for Bidjar ligger byen Goltug.
Tæpperne knyttes af fastboende kurdere. I 1970’erne havde disse tæpper ikke noget særligt godt ry, og kvaliteterne var for dårlige. Det har man heldigvis ændret på, og der er kommet nogle dejlige, rustikke og slidstærke tæpper på markedet derfra. Det er tæpper i mellemprisklassen, hvor man får megen kvalitet for pengene. Mønstrene er heksagon- og Herati-mønster samt små stiliserede dyr og blomster. Kæde- og skudtråde er bomuld, knytningen Ghiordes, og tætheden ligger på 150.000-300.000 knuder pr. m2. Farverne er typisk en blanding af naturfarver og syntetiske farver. I 1990’erne var der mange Goltug-tæpper på markedet. Det er ikke længere tilfældet.
Bidgoneh, Bidgeneh, Bitgoneh, Bitganeh
Bidgoneh-tæpperne kommer fra samme område som Goltug-tæpperne. De kan på mange måder sammenlignes med hinanden, men Bidgoneh-tæpperne er som regel meget finere knyttet, og der ses ikke mange af dem på markedet.
Læs om Bidjar-tæpper her:
Bidjar, Bijar Gerus, Garus, Geruz
(Generelt meget robuste og slidstærke tæpper)
Tæpperne fra byerne Bidjar og Tekab samt de omkringliggende landsbyer er berømte for den særlige knytteteknik, der er benyttet, samt den høje kvalitet. De er blandt de kraftigste tæppetyper, man overhovedet kan købe. De rigtige Bidjar-tæpper er nogle af de tungeste og i forhold til garntykkelsen tættest knyttede tæpper, man ser i handelen. I gamle dage havde Bidjar-tæpperne ry for at være uopslidelige og Orientens stærkeste tæpper. Det er ikke længere tilfældet. Blandt de nyere tæpper fra området finder man kvaliteter, som på ingen måde kan leve op til dette ry. Skal man have fat i et af de rigtige Bidjar-tæpper, må man købe fra en af de få producenter, som har holdt fast i de gamle traditioner, eller lede efter et ældre eksemplar. Jeg og min familie har i vores karrierer kun set meget få eksempler på, at et af de rigtige Bidjar-tæpper er blevet slidt op ved normalt brug. Det er næsten umuligt. Mønstrene er ofte Herati-mønster, indrammet i en stor rombeformet, stiliseret medaljon. Et andet mønster, man så tidligere, er rosen-bidjar med en rund medaljon og blomsterranker, men med Bidjar-tæppernes rustikke udtryk. De ses efterhånden sjældent i handelen. Ca. 50 km nordvest for Bidjar ligger byen Tekab. Her knyttes tæpper, som i dag ligner tæpperne fra Bidjar til forveksling. I dette område blev der tidligere knyttet tæpper af Afshari-stammer, og disse tæpper kaldtes derfor i handelen Afshar-Bidjar. Mønstermæssigt er Afshar-Bidjar-tæpperne lidt rundere i formerne og med flere blomstermotiver. De er en smule blødere i strukturen og har typisk en mere klar rød bundfarve, end de andre Bidjar-tæpper, som typisk er mere rustfarvede eller blommefarvede. Når man vil transportere et rigtigt Bidjar-tæppe, bør det lægges sammen med luven udad. På den måde belaster man ikke grundvævet så meget. Det bedste er dog at rulle tæppet, hvis det er muligt. Et Bidjar-tæppe kan være meget stift, fordi det typisk er meget hårdt banket sammen under knytteprocessen. Kæde- og skudtråde er typisk bomuld, men der er ofte blandet en smule polyester i bomulden for at gøre den stærkere. Det er i reglen tætknyttede tæpper, og der anvendes både Senneh- og Ghiordes-knuder. Tætheden kan svinge helt fra 200.000 til 1.000.000 knuder pr. m2. Men det er mest almindeligt at se disse tæpper med 250.000-500.000 knuder pr. m2.
Kilde:
Dette er et uddrag fra bogen Ægte tæpper knyttet med kærlighed, skrevet af Martin Munkholm.
Denne informative tæppebog kan endvidere lånes på danske biblioteker og købes her på hjemmesiden: https://belle-rugs.dk/dk/ekspertise/taeppebog/Bogen er udgivet af Muusmann forlag.
Se mere her: http://muusmann-forlag.dk/ Se video om Goltug tæpper her: https://www.youtube.com/embed/n6BCQ-lLKfs 
Nedenfor kan du finde vores udvalg af Goltug tæpper